Maskulin sårbarhed eller topmål af kynisme? Han har opfundet en ny politisk disciplin

Pedro Sánchez' usædvanlige retreat fra premierministerposten har både været en succes og en fiasko. På den ene side var opbakningen monumental, mens han i fem lange dage mediterede over kærligheden til sin hustru, magtens pris og de personlige omkostninger i politik. På den anden side bredte en følelse af antiklimaks sig, da Sánchez mandag meddelte, at han fortsætter. Som om intet var hændt og uden at præsentere nogen plan for, hvad der nu skal ske. De eneste, som virkede oprigtigt glade, var premierministerens nærmeste medarbejdere. De jublede så højlydt, at man kunne høre det i baggrunden under den direkte tv-transmission af hans tale. Uden for de tro socialdemokratiske partisoldaters rækker var begejstringen derimod til at overse. Det kom ikke bag på nogen, at den konservative opposition afviste tænkepausen som en kynisk imageoperation, der har gjort Spanien til grin over hele verden. Men også vigtige politiske alliancepartnere kritiserede Sánchez. »Han har leget med folks følelser,« lød det eksempelvis fra den catalanske selvstyrepræsident, Pere Aragonés, hvis nationalistparti er en del af flertallet bag centralregeringen. Det er efter alt at dømme en svækket spansk premierminister, der mandag stemplede ind i den politiske virkelighed igen. På hjemmebane, først og fremmest, men også i EU-sammenhæng. Med en mandetåre i øjenkrogen Sánchez spændte buen hårdt, da han onsdag aften offentliggjorde et åbent brev til spanierne. Forinden havde en undersøgelsesdommer rejst sigtelse mod hans hustru, Begoña Gómez, for at have misbrugt sin status som førstedame. Men korruptionsanklagerne var politisk motiveret lawfare, lod regeringschefen forstå. I sin iver for at tvinge ham fra magten veg højrefløjen nu ikke engang tilbage for at lade det gå ud over familien. »Og jeg er en mand, som er dybt forelsket i min hustru,« betroede Sánchez med en mandetåre i øjenkrogen spanierne i sit brev. Derfor ville han nu gå i enrum for at overveje, om »det er det hele værd«. Sympatierklæringerne begyndte straks at strømme ind. Ikke mindst fra andre partiledere, der også føler sig som ofre for højreorienterede kræfter i det spanske retssystem. I løbet af weekenden blev støttedemonstrationer med adskillige tusinde deltagere arrangeret uden for socialisternes hovedkvarter i Madrid. Og imens stod såvel politiske ledere som intellektuelle, kunstnere og almindelige borgere i kø for at opfordre Sánchez til ikke at give op. Advarsler om farlig personkult Det var netop denne mobilisering, premierministeren henviste til, da han mandag udløste den monumentale spænding om sin beslutning. Støtten havde overbevist Sánchez om, at han ikke måtte lade de dunkle kræfter vinde. Pligten som folkevalgt leder måtte gå forud for personlige hensyn, og derfor vendte han nu tilbage med »om muligt« endnu større energi og en fornyet mission: at »regenerere« det spanske demokrati og redde det fra højrefløjens konspirationer. Så vidt, så godt. Kvaliteten af det spanske folkestyre kan givetvis diskuteres. Men Sánchez kom ikke med nogen forslag til reformer eller andre konkrete tiltag. Og han undlod at bebude en tillidsafstemning i parlamentet, der kunne give ny demokratisk legitimitet efter den hidtil usete politiske manøvre. Især det sidste fik også normalt neutrale meningsdannere til at advare om populistisk deroute og faren for, at der opstår en personkult omkring Sánchez. Det får vi et fingerpeg om ved Cataloniens regionalvalg 12. maj samt valget til Europa-Parlamentet i begyndelsen af juni. Spørgsmålet er imidlertid, om forløbet var en kalkuleret manøvre, sådan som ikke blot Sánchez' fjender, men også flere politiske allierede mener. Tryglen og internationale reaktioner Premierministeren virkede oprigtigt og afmægtigt vred, da han indledte sin timeout. Og det er ikke utænkeligt, at han rent faktisk har ombestemt sig undervejs. Partikammeraternes næsten tryglende opfordringer understregede risikoen for en kaotisk tronfølgekrig, hvis han trak sig fra lederposten. La Vanguardia-redaktøren Enric Juliana peger samtidig på reaktionerne i den internationale presse. Her blev stuntet udlagt som konsekvens af en simpel korruptionsskandale. Uden at dvæle ret meget ved den angivelige lawfare, der er svær at forstå og forklare uden for Den Iberiske Halvø. Hvis Sánchez på den konto forlod spansk politik, risikerede han med andre ord at få et stempel i panden som korruptionsmistænkt. Hvilket ville være dårligt for de angivelige fremtidsplaner om en international karriere. Men skaden er muligvis allerede sket. For den spanske socialistleder selv og – i nogen grad – også for de europæiske socialdemokrater generelt. Det er en svækket Sánchez, der som fremmeste repræsentant for sin politiske familie om et par måneder skal forhandle om magtfordelingen i EU efter europaparlamentsvalget. Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa https://www.berlingske.dk/internationalt/maskulin-saarbarhed-eller-topmaal-af-kynisme-han-har-opfundet-en-ny